Der blev færre arbejdsløse i juni – laveste ledighed i syv år

Ledigheden faldt ifølge Danmarks Statistik i juni. Det gav en bruttoledighedsprocent på 4,2 pct. Måneden før var den 4,3 pct.

Helt konkret faldt ledigheden med 1500 personer fra maj til juni, og den samlede bruttoledighed lyder nu på 111.100 personer. Dermed er ledigheden på det laveste niveau i syv år. 

Ifølge Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit, er der dog også en række udfordringer forbundet med den lave arbejdsløshedsprocent.  

“Nu og her giver den lave ledighed overordnet set medvind til det økonomiske opsving herhjemme. Slet og ret fordi flere finder et arbejde og risikoen for at man bliver ramt af ledighed samtidig er meget lav. Det er generelt understøttende for væksten,” skriver han i en kommentar og fortsætter: 

“Men vi er også kommet nærmere end situation, hvor flere virksomheder har svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det koster på væksten. Det er advarselslampe, der skal tages alvorligt. Det nuværende meget lave ledighedsniveau betyder således, at dansk økonomi meget hurtigt kan løbe ind i reelle flaskehals- og mismatchproblemer på arbejdsmarkedet, når opsvinget rigtig får fat.” 

Plads til flere 

Hos Danske Bank mener cheføkonom Las Olsen, at der fortsat er plads til en stigning i beskæftigelsen. 

“Selv om arbejdsløsheden er lav, er der formentlig plads til, at beskæftigelsen kan stige lidt mere. Der er stadig kvalificerede folk til rådighed, som ikke er registreret som arbejdsløse, for eksempel blandt det ekstra store antal studerende, vi har for tiden,” skriver han i en kommentar og fortsætter:

“Men det er klart, at opsvinget ikke kan fortsætte i samme tempo flere år endnu. Arbejdsstyrken kan stige, hvis nogle af dem, der i dag står udenfor, bliver bedre integreret på arbejdsmarkedet. Bedre uddannelse kan også hjælpe med at sikre kvalificeret arbejdskraft. Begge dele er bare noget, der tager lang tid, og har en usikker effekt.”

Han mener samtidig, at den store usikkerhed, der er forbundet med konsekvenserne af Storbritanniens udmeldelse af EU, på længere sigt kan stikke en kæp i hjulet for den økonomiske vækst. 

“Det er dog meget muligt, at opsvinget af sig selv bøjer af, og at vi kommer til at se en lavere eller slet ingen jobvækst i de kommende måneder. Vi er i hvert fald bekymrede for, om det britiske EU-nej kan udløse et fald i virksomhedernes investeringer rundt om i Europa. Sker det, vil det betyde en pause i opsvinget.”

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and