Santander skal være europæisk matchvinder

Hvis ikke det var, fordi man oftest ser Federico Santander i sin FC København-dragt, ville han meget let kunne forveksles med en skurk fra en Quentin Tarantino-film. 187 cm høj, halvlangt hår, øreringe i begge ører og en fysik, som kan skræmme de fleste forsvarsspillere i Superligaen.

Han er en nøglespiller for FC København, som onsdag skal tage endnu et skridt mod sæsonens store mål, som er deltagelse i Champions League-gruppespillet.

Jeg er meget tilfreds. Jeg har været her et år, og jeg har vundet to titler, som har været meget vigtige. Det er meget behageligt her, og det føles som mit andet hjem.

Federico Santander

Selvom det kun er blevet til et enkelt mål i denne sæson, er han et sikkert valg, når Ståle Solbakken skal finde angribere til sin optimale startopstilling.

Selvom han kan se brysk ud og være en hårdkogt modstander, så er der ikke meget filmskurk over Santander, når han skal fortælle om sit første år i den danske mesterklub.

FCK-kamp er første kamp om millionerne

»Jeg er meget tilfreds. Jeg har været her et år, og jeg har vundet to titler, som har været meget vigtige. Det er meget behageligt her, og det føles som mit andet hjem,« fortæller Federico Santander, som har sin kone og søn med til Danmark.

Med tolk på træningsbanen

Han vil helst interviewes på spansk, selvom han godt kan klare sig på engelsk. I starten af FCK-tiden var han nødt til at have en tolk med til træning for at kunne forstå beskederne på træningsbanen, men det er ikke et problem mere.

Den første tid i København så det ellers ikke lovende ud, efter at han var blevet hentet i Guarani i Paraguay for omkring 20 mio. kr. Selvom han scorede i en europacupkamp mod Jablonec, så var kritikken massiv, da Santander ikke havde scoret i sine første 10 superligakampe. Sporene fra det forrige, mislykkede sydamerikanske indkøb af Franco Mussis skræmte en del fans, som ikke var imponerede af, hvad de så.

Men efter 798 minutter kom det forløsende mål, og siden har han været FC Københavns mest effektive målscorer. Det er efterhånden lang tid siden, nogen har talt om »endnu et sydamerikansk fejlkøb«.

Tillid fra Ståle

Det er helt normalt, at det tager nye spillere noget tid at falde til, og selv synes Santander faktisk, at det er gået rimeligt hurtigt.

»Det har meget med Ståles tillid at gøre. Han har hjulpet mig meget med at falde til ved at lade mig spille mange kampe. Det har betydet, at jeg hurtigere kunne komme ind i holdets spilsystem, og det var selvfølgelig meget vigtigt for mig. Så begyndte målene at komme, og sidenhen kom titlerne, som er det vigtigste,« siger Santander.

FC København-træner Ståle Solbakken er også meget tilfreds med angriberen fra Paraguay.

»Han er jo forholdsvis nem at coache, fordi han er spilintelligent, og han er villig til at lære. Han vil blive bedre hver dag. Samtidig har han bevaret noget af den kultur, som han kommer fra, i forhold til hvad en forward er god til der. Sådan noget som nærkampspil og lidt galskab.«

Solbakken roser også Santander for hans evne til at være indblandet i det chanceskabende spil, men han har også klare forventninger til sin angriber i europæisk sammenhæng:

»Vi håber jo, at han skal være en matchvinder for os i Europa. Så tilpas meget pres må vi kunne lægge på ham,« siger Solbakken med et skævt smil, som signalerer, at han ikke rigtigt er nervøs for at lægge pres på sin robuste angriber.

Federico Santander

  • Fra Paraguay
  • 25 år
  • 187 cm
  • Angriber
  • Nuværende klub: FC København

Tidligere klubber:

  • Guarani (Paraguay)
  • Toulouse (Frankrig)
  • Racing Club (Argentina)
  • Tigre (Argentina)

Kampe i 2015/16: 34

Mål i 2015/16: 14

Landskampe: 6 (1 mål)

Et udstillingsvindue

Federico Santander har prøvet lykken i både fransk og argentinsk fodbold, og med sine blot 25 år er han også en spiller, som godt kunne blive et interessant salgsobjekt. Men den slags kræver, at man bliver set, og en kvalifikation til Champions League kan næsten være lige så effektiv, som at møde personligt op i de store europæiske klubber.

»Det er enormt vigtigt at kvalificere sig til Champions League, fordi det jo også er et godt udstillingsvindue for en spiller. Men det må vi tage, når vi kommer dertil. Der er stadig meget svære kampe foran os.«

FCK fik perfekt optakt til Champions League-opgør

Men det er ikke bare for at blive set af storklubberne, at en kvalifikation til et europæisk gruppespil er vigtig for Santander. Og han er da godt klar over, at der er mange flere, som følger med, end når han spiller superligakampe.

»Champions League er en af de vigtigste turneringer i verden. Den bliver set i alle lande, også i Paraguay, hvor man ser alt Champions League og Europa League. Det betyder selvfølgelig meget for mig – også fordi hele min familie så kan sidde og følge med i, hvad der sker,« siger Federico Santander, som onsdag aften skal forsøge at hjælpe sig selv og sin klub tættere på et europæisk gruppespil i udekampen mod de rumænske mestre, Astra Giurgiu.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and